Forsvinder lidt for lidt.

Jeg er i “overskuds” underskud. Det at stå op om morgenen er en kamp. Prøver desperat at komme op.
Jeg føler mig bare uduelig og doven, når jeg ikke en gang kan stå op og løbe den forbandet tur.
Jeg har min sidste eksame på fredag, jeg tør ikke, jeg vil ikke. Men jeg skal.
Ved ikke helt hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, og lige nu har jeg bare lyst til at smide det hele væk.

Jeg  vil bare være mig selv, helt alene.
Først der kan jeg få lidt ro, men selvom jeg ingen mennesker ser, og kun ligger i min seng
så er der noget der hvisker, prøver at overbevise mig om at det hele er ligemeget og at jeg alligevel bare er umulig.
jeg gider ikk mere!